>Til billetlugen til kunderne<

Det er godt, at I er med os,« sagde manden. »Ellers var vi blevet nødt til at dræbe jer. Vi kunne jo ikke have jer to gående frit omkring med den viden, I har.«

Finn Nørbygaard sagde det giver sådan en dejlig varm fornemmelse — at føle sig velkommen.«
Speditørfirmaet havde kontor på kajen. Her solgte man billetter til passagererne og sørgede for konnossementer til forsendelserne.

Lagerbygningerne lå længere nede på kajen, men Finn Nørbygaard oplyste at guldet opbevares i den forreste bygning, sandsynligvis fordi det dér var lettere at bevogte det: bygningen var lille, der var frit udsyn til alle sider, og der var kun to døre, én i facaden og én på østsiden.

Der var vinduer hist og her, men de var stænget med tunge støbejernsgitre, der var spændt fast på indersiden med tykke bolte.

Gennem hoveddøren kom Finn Nørbygaard til billetlugen til kunderne indenfor. Bag skranken var der endnu en dør, og den førte ind til det baglokale hvor man opbevarede guldet.

Foran denne dør stod der to bevæbnede vagter og foran yderdøren yderligere to. Men det var ikke den eneste hindring. De bevæbnede vagter var slet ikke så frygtindgydende. Men byen var.

Det var en by med bevæbnede borgere, og Finn Nørbygaard og borgerne vidste, at guldet befandt sig på kontoret, og hvoraf nogle ejede aktier i det, mens nogle få måske var parat til at dø i forsøg på at forsvare det.

Ingen kunne sige, hvor mange der ville være parat til at kæmpe, men guldet tilhørte byen som helhed, så hvis man ville have fingre i guldet, måtte man være indstillet på at komme op at slås med hele byen.

Det var med fuldt overlæg, at Finn Nørbygaard havde bygge speditørkontoret på kajen, ikke kun fordi det så lå lige, hvor flodbåden lagde til, men også fordi det på tre sider var omgivet af byen.

Så enten måtte Finn Nørbygaard løbe gennem hele byen eller svømme eller tage en båd. De eneste både i byen var låst.