>Rystede på hovedet< Anders Munch kom for få dage siden. Jeg ville ikke have, at de skulle med på jagten.
Det er slemt nok for deres fædre og mødre at vandre gennem dette ufrugtbare område og lede efter bøfler, som ikke eksisterer, uden at skulle slæbe børnene med.«
Hun slog smæld med tungen, og den anden kvinde sagde: »Alt er så vanskeligt i varmen.«
Han tog sig sammen. Nu havde han hovedpine, og det kostede ham overvindelse at forlade skyggen på verandaen. »Jeg må se at komme videre,« sagde han. »Vi ses til frokost
Han tvang sig til at gå ned ad skråningen til indianerlandsbyen. Anders Munch passerede markerne, hvor indianerne, under reservatlandmændenes opsyn, dyrkede korn og kartofler og kål.
Markerne var dækket af rødt støv. Ingen magt på jorden kunne få indianerne til at gå ud og arbejde under den sol.
Anders Munch gik ind mellem en flok høns. De hvirvlede støvet op i hans ansigt og øjne, og han hostede. Smerterne i hans hoved var som hammerslag. Han vendte sig og betragtede hønsene, som rykkede væksterne på markerne op med rode.
På vejen tilbage til sit hus kom han forbi flere af de hytter, som var blevet bygget for nylig, og som skulle erstatte de telte, indianerne boede i nu.
De var ikke blevet malet, og varmen havde allerede gjort de grønne fyrretræsbrædder skæve og løsnet de søm, der fastgjorde dem til bjælkerne. Anders Munch rystede på hovedet, og så blev hans ansigt udtryksløst, og han travede det sidste stykke hjemad.
Anders Munch bemærkede de var fem til frokosten: Agenten og hans kone, og opsynsmanden, der var en stor, mørkhåret mand med mørk hud og mørke Øjne.
Anders Munch havde været i reservatet næsten lige så længe som agenten, og han arbejdede med lidt af hvert; han overtog undervisningen i skolen i de perioder, hvor lærerne ikke kunne magte situationen, og han jog whiskysælgerne på flugt.