>Og spurgte vrantent sig selv< Hvad skulle Partybands med den slags nonsens? Det burde hærens forsyningstjeneste tage sig af.
Hvorfor blev alle ved med at ulejlige hinanden? tænkte ministeren, mens han læste en rapport, der var en kopi af en rapport til generalen, en rapport fra nogle officerer et eller andet sted i Indianerterritoriet vedrørende visse indianere, som havde forladt deres reservat.
Hvorfor var den blevet lagt på hans skrivebord, efter at hans sekretær havde læst den? Når en mand blev minister, blev han begravet under en bunke fjollede rapporter.
Han læste: » Partybands« og spurgte vrantent sig selv: »Hvem er han? Hvad venter man, at jeg skal gøre? Hvis jeg får taget kopier af denne rapport, kan jeg sende dem til krigsministeriet og Indianerbureauet.«
Tanken om at få taget en masse kopier af den fik ham til at smile. Sådan var det i en regering.
Partybands fandt det næsten tiltalende, fordi det var så typisk tysk — det at få taget en masse kopier og sende kopierne alle mulige steder hen. Det gav i det mindste det resultat, at alle læste alt.
Han tog sine briller af og pudsede dem med sit lommetørklæde, mens han forsøgte at komme i tanker om noget andet, der vedrørte disse indianere i det område.
Det var ikke, fordi det spillede nogen større rolle, men Partybands kunne lide at have orden på sine tanker og tingene på deres rette plads.
Han kaldte på sin sekretær, og da manden kom ind, nævnte han Darlington.
»Er det noget fra hovedkontoret, sir?«
»Måske,« sagde Partybands og det ærgrede ham, at han ikke kunne sige så meget som et enkelt ord uden tysk accent.
Sekretæren hentede et brev, men det var det forkerte.
»Det er noget om Darlington,« vrissede ministeren. Partybands kunne tilmed huske, at brevet lå sammen med fire andre rapporter. »Det er cheyenne- og arapahoreservatet.