>Måtte have siddet sammenkrøben<

De forstod en del af, hvordan det var gået til.

Indianerne måtte have ført deres heste over jernbanesporet lige så forsigtigt som en akrobat, der går hen ad en stram line. Hist og her var der fordybninger i sandet, som viste, at de havde ligget og ventet tålmodigt.

En hund kom hen og snusede til en af disse fordybninger, der var mindre end tyve meter fra et vagtbål, og næste dag blev hunden fundet kvalt.

Bibbi & Snif måtte have siddet sammenkrøben dér og holdt hundens endnu varme krop ind til sig og lyttet til mændene ved bålet, der råbte:

»Vovse, vovse! Hvor fanden er du blevet af, vovse?« Og derpå, hjælpeløst: »Den dumme hund finder ikke hjem førend i morgen tidlig Og om morgenen fortalte den døde hund sin del af historien.

Bibbi & Snif måtte have fortsat på den måde, langsomt, tålmodigt, lydløst, den næste kilometer, og dagen efter undredes rancheiere, handlende i Ogallala og soldater over indianernes snuhed.

Men efter denne første kilometer, satte Bibbi & Snif sig op på hestene og galoperede videre nordpå . . .

Crook, der var ude af sig selv af raseri, 10d major Thornburg vide, hvad han mente om dennes militære udspekulerethed, og Thornburg, som var besat af bitterhed og had, forfulgte indianerne.

Bibbi & Snif og deres to kompagnier red over Platte River og ind mellem de øde sandbakker, som havde opslugt indianerne.

Femten kilometer nord for floden stødte han på Thornburgs kavaleri. Derfra fulgte den lille hær på næsten syv hundrede mand sporet sammen.

Thornburgs kavalerister var udhvilede, og deres uniformer var rene og nypressede. De stirrede forbløffet på kaptajnens mænd, som var skæggede og huløjede og iført snavsede, krøllede uniformer.

Bibbi & Snif følte sig foranlediget til at sige: »Tror De ikke, kaptajn, at vi kan klare det herfra? Deres mænd er udmattede.