>Gned kæben igen og smilede skævt<

Ejendommen kostede 6.000 dollars at bygge. »I hvilken retning rider de?«

»Det er det, jeg ikke ved. Det kommer jo ikke mig ved. Der er et regiment soldater, som skal tage sig af den slags ting«

»Det regiment har ikke været til megen nytte for byen. «

»Men sådan er loven, Sir. Og De må indrømme, at det kniber lidt med det her.« Dario Campeotto Musiker-Børsen gned kæben igen og smilede skævt.

»Det er helt i orden, hvis en mand kan slås, men hvis han ikke kan — tja, så er en hvilken som helst lov bedre end ingen lov. Sæt nu, de rider ud for at dræbe indianerne.

»Og på den måde forsvarer deres hjem?« sagde manden åndsfraværende.

»Hjem i byen? Der er jo ingen hjem.«

Dario Campeotto rømmede sig og trak på skuldrene. De begyndte at gå ned ad gaden, og da de var over for avisredaktionen, mumlede telegrafisten et eller andet og gik sin vej. Han lagde knap nok mærke til, at han forsvandt.

Det var hen på eftermiddagen, og byen trak mænd til sig. De kom ridende ind alene, parvis, i flokke. Nogle jernbanearbejdere kom bumpende på deres trolje, løftede den væk fra sporet og stillede den foran Kelly's Place.

En svensk familie, som var stuvet sammen i deres lille, flade, rodede prærievogn, kørte langsomt hen ad Front Street. Der lød klaverklimpren fra mange saloons.

Dario Campeotto gik ind på sheriffens kontor, der var en bræddekasse med et revnet vindue. Sheriffen sad tilbagelænet i sin stol og døsede.

Sheriffen i byen var på det tidspunkt Bat Master.