Der blev nynnet, sunget og
hygget i den helt store Giro 413-stil, da sangerinden
Katy Bødtger
i går underholdt over 200 ældre i Hiort Lorenzen Centret.
Der var kommet så mange for at høre den populære sangerinde, som i flere årtier
har glædet sit publikum med dejlige sange og salmer, at der til sidst ikke var
flere stole i centret.
- Vi var desværre nødt til at sende nogle hjem igen, fortæller Villy Risgaard
fra aktivitetsudvalget.
Det var Ældre- og Handicaprådet, der havde skaffet
Katy Bødtger
til Haderslev. Og hun skuffede ikke. Den tidligere grandprix-vinder gav de mange
ældre en hyggelig eftermiddag, hvor de fik lov til at synge med på sangene, der
blandt andre talte »Det var en lørdag aften« og en perlerække af Kai Normann
Andersens kendte sange og viser.