Vandland, familierestauranter, bowling og børneunderholdning er selvfølgelig noget, der lokker turister til. Men turister peger i en meningsmåling på en noget mere jordnær attraktion, når de skal forklare, hvorfor de holder ferie i den tidligere Blåvandshuk Kommune: De mange loppemarkeder.
Ikke færre end 32 procent af de adspurgte turister, der i 2005 holdt ferie ved Blåvandshuk, pegede på loppemarkeder, da de fik spørgsmålet: Hvad fik dig til at holde ferie her? Det viser en netop offentliggjort undersøgelse fra Visit Denmark.
Dog kan loppemarkederne ikke slå vestkystens vigtigste attraktion. Det er børneunderholdning, strandene og naturen i det hele taget.
- Et andet punkt, som scorer i Blåvandshuk, er, at det er let at komme hertil. Det er formentlig nordtyskerne, som bruger det som argument for at holde ferie i den tidligere Blåvandshuk Kommune, siger Vardes turistchef.
Næste år vil kommunen igen satse meget kraftig på børneunderholdning for at tiltrække børnefamilierne, som man gerne vil have besøg af.