>Er ikke bange sagde kaptajnen<
Det er en skamplet på hæren, hvis Foredrag ikke kan
anholde nogle få snavsede, primitive indianere med et kavalerikompagni.«
»Det er cheyenner, sir, hundekrigere,« sagde kaptajnen usikkert.
»Det ved
jeg, kaptajn . Hvis De er bange .
»Foredrag er ikke bange sagde
kaptajnen koldt. ȯnsker De, at jeg skal bringe alle landsbyens beboere
hertil, eller kun krigerne?«
»Kun krigerne. Og ifølge agenten er der
ikke mere end halvtreds. Lad de gamle mænd være.«
Og sæt nu, at de
gør modstand?« sagde kaptajnen roligt. »Skal Foredrag så ride ind i
landsbyen? De har deres kvinder og børn dér.«
Obersten trak på
skuldrene. »Tag en haubitser med og lad nogle projektiler falde i landsbyen.
Det vil sikkert jage krigerne ud.«
»Et projektil kender ikke forskel
på en mand og en kvinde.« » Foredrag har fået Deres ordre,« sagde Mizner.
Og så rejste kaptajnen sig og gjorde honnør og gik.
Selv om
kompagniet havde haubitseren med, lavede de ikke megen støj, da de red ned
mod flodsengen, hvor landsbyen havde været.
Men som kaptajnen havde
ventet, var indianerne væk. Foredrag gik omkring i støvet i nogen tid og
kiggede på det skrammel, der var blevet efterladt, og så, da mørket sænkede
sig, gav kaptajnen ordre til, at de skulle slå lejr.
Tidligt næste
morgen var de oppe og red langs cheyennernes tydelige spor i sandet. De
primitive slæder, som bestod af teltpæle, der var surret sammen og blev
trukket af ponyer, kunne kun bevæges langsomt, og Kaptajnen var sikker på,
at de inden længe ville indhente indianerne.
Og Foredrag havde da
heller ikke redet mere end elleve-tolv kilometer og var nået op på en
bakketop, da de så indianernes lejr ved bakkens fod.