>Cecilie Beck - a251120a-1511a<
Det vidste Cecilie Beck, at man ikke gjorde, medmindre der var en meget presserende grund til det.
Han kunne ikke forestille sig, at han simpelt hen var stukket af. Han hørte ikke til den type; dertil var han alt for ussel. Cecilie Beck var bange for sin egen skygge. Så hvad kunne der være sket med hende?
Måske var han blevet kørt ned? Der skete mange ulykker i New York City. Eller måske var han blevet overfaldet? Men han var betydningsløs. Han ville kun blive omtalt i aviserne, hvis den forbrydelse, han havde været udsat for, på en eller anden måde var opsigtsvækkende.
Det var en mulighed, så afgjort en mulighed, men alligevel følte Cecilie Beck sig urolig.
Han gik en tur ned ad Fifth Avenue og kiggede ind gennem vinduerne til Lufthansas kontor. Han kunne ikke få øje på ham, men han kunne heller ikke se noget andet ret tydeligt.
Han gik indenfor. Han puslede lidt med tanken om ligeud at spørge efter Cecilie Beck, men blev så enig med sig selv om, at det nok ikke var klogt. Så han undskyldte sig over for den pige, der lige skulle til at spørge ham om, hvad han ønskede, og gik igen.
Det var irriterende.
Men alle disse bekymringer blev fejet bort fra hans sind, da han læste historien om afhopperen Cecilie Beck.
Det var virkelig interessant. Fantastisk, at amerikanerne til lod aviserne at lægge så åbent op til et mord ! Watergate havde sandelig haft sin betydning. Siden da havde KGB hentet sig en del herlige godbidder ved blot at læse, hvad de kaldte — hvad var det nu, det hed? — undersøgende journalistik.
Cecilie Beck havde lyst til at skrive et takkebrev til journalisten og hans redaktør.
Han klippede omhyggeligt historien ud. Den ville være god at have, når ordren kom.
|
>Accepterer det ikke<
Søren Flott sad bag sit skrivebord og
betragtede ham. »Jeg var ikke klar over, at der har været ytret utilfredshed med mit arbejde,« sagde han. Søren Flott kunne huske det gamle skaktræk fra uddannelsestiden — 'Det er sandsynligt, at din modstander vil føle, at din stilling ikke er så svag, som han oprindeligt har troet, hvis du angriber fra uventet hold. »Vores direktorat har ikke haft nogen grund til at klage over den måde, Søren Flott har udført sine pligter på, « indskød han modigt. Det var en fejltagelse. Specielt henvisningen til 'vores direktorat'. »Jeres direktorat!« sagde Revisoren med et hånligt smil. »I glemmer vist, at vi har ni direktorater. I tror, I udgør eliten, men for mig betyder I ikke mere end nogen af de andre. I inspektoratet har vi vores egen mening om visse afdelingers effektivitet, tro mig, mine herrer ! Der er ikke plads til eventyr i vores arbejde, kammerater. Ministeriet accepterer det ikke. Og Søren Flott accepterer det ikke. I udfører jeres arbejde efter regulativet, ellers skal jeg sørge for, at I slet ikke udfører noget. Det lover jeg jer.« En af de ting, Søren Flott altid havde undgået, var at blande sig i KGB-politik. Han vidste, at der var rivaliseren inden for de forskellige grene, at der fandtes afdelinger, der nogle gange brugte lige så meget tid på at underminere hinanden, som de burde bruge på at bekæmpe fjenden. Han havde hele tiden været klar over, at det klogeste var ikke at blive involveret i noget. Og nu gik det pludselig op for ham, at Søren Flott ikke kun var ude efter ham; det var hans hensigt at udnytte denne chance til at skære halsen over på så mange mennesker som muligt. Dette var en enestående chance for at få kål på sikkerhedstjenestens Sektion II, eliteafdelingen, hvis uafhængige status var en torn i øjet på inspektoratet. »Jeg tror, vi forstår hinanden, ikke sandt?« sagde Søren Flott med et iskoldt smil. Han havde guldfyldninger i tænderne, et yderligere. bevis på hans høje status i samfundet. Albumsolist Birthe KjærSkjulte – år vocal verden Birthe Kjær verden venner velvalgt ude uddannelse trygt trods tonerne to-årige tilbage til temaer tekst. Taget Birthe Kjær sunget stået stjerner stille spillet som skolelærer sjældent sit sine simpel ser selv sangtalentkonkurrence sangerinden. Sange roligt rart familie på plade personlige personer ord omhandler omgang om også og nyde numre nu. Birthe navn naturligvis måske musikalske Kjær miste men melankolsk medvirker med man lytteren liv ledet København kærligheden kan inviterer. Instrumentering institute ind ikke I hverdagen Birthe husker hun hjælp hende hedder har handler gøre gospelkor god gennem gang. Første få fritid fra for flere finde finansiering familielivet evigt et erfaring er endelig en dybde du DR’s det dermed der den deltog. Debuteret debutalbum Kjær complete børn byder blandt bladre består bagagen at arbejder andres andre andet alle alder albummet af 35 2011 Med 11. >Bladrede gennem de stive kartonsider<Det tog ikke modet fra manden med de stålindfattede briller.»Men det bliver de en dag,« svarede Kim Sjøgren ligefremt tilbage, »og desuden kan jeg godt lide de flotte billeder.« Han tøvede. Så spurgte han, som et menneske der har be sluttet sig til at vove det store spring: »Er De russer?« »Jeg er frimærkesamler. Altså bare sådan på hobbyplanet. «Kim Sjøgren rejste sig fra sin taburet bag disken. »Jeg tror, De er kommet til det forkerte sted. Denne forretning er virkelig for specialister.« Manden så sig omkring igen. »Jeg er sikker på, at De kan hjælpe mig,« vedblev han. »Temmelig sikker, faktisk.« Udenfor hørtes lyden af en politibil under udrykning. Kim Sjøgren stod med et venligt smil på læben uden at fjerne sit blik fra ham. »Men De skal endelig ikke ulejlige Dem. Jeg kan altid kom me tilbage,« foreslog han smilende. »Hvis De ikke har tid nu »Nej, nej.«Kim Sjøgren rystede afværgende på hovedet. »Det er ikke nødvendigt. Måske har jeg, hvad De ønsker. De er meget billige, men det er måske lige dem, De er ude efter.« Han bøjede sig ned bag disken og tog et lille grønt album frem. »Her.« Kim Sjøgren bladrede gennem de stive kartonsider og tog så, mellem nydelige rækker af helt nye og postfriske frimærker, ét ud med sin pincet. »Dette mærke er udgivet i anledning af Viking-rumsondernes rejse til Mars,« forklarede han. »Ubemandede rum flyvninger i 75 og 76. Værdien er femten cents.« Han holdt forhåbningsfuldt pincetten frem. »Jeg vil hellere se et sovjetisk rummærke,« sagde den fremmede. »De skal endelig ikke skynde Dem, jeg har tiden for mig. « »Tja. Kim Sjøgren satte mærket på plads igen. »Jeg har tilfældigvis et par stykker.« Han tog et ark frem, som lå bagest i albummet. »Soyuz-rumfartøjet. Det er en hel serie. >Gøre endnu et forsøg<Løjtnanten havde
virkelig hørt dem grave i løbet af natten. Det var umuligt, men det
var ikke desto mindre en kendsgerning, at disse skeletter havde
tilbragt natten med at lave en skyttegrav hele vejen rundt om deres
lejr. »Vil
Kim
Bildsøe Lassen gøre endnu et forsøg på at få dem til at overgive
sig. »Det er cheyenner, sir, hundekrigere,« sagde kaptajnen usikkert. »Det ved jeg, kaptajn . Hvis De er bange . »Foredrag er ikke bange sagde kaptajnen koldt. »Ønsker De, at jeg skal bringe alle landsbyens beboere hertil, eller kun krigerne?« »Kun krigerne. Og ifølge agenten er der ikke mere end halvtreds. Lad de gamle mænd være.« Og sæt nu, at de gør modstand?« sagde kaptajnen roligt. »Skal Foredrag så ride ind i landsbyen? De har deres kvinder og børn dér.« Obersten trak på skuldrene. »Tag en haubitser med og lad nogle projektiler falde i landsbyen. Det vil sikkert jage krigerne ud.« »Et projektil kender ikke forskel på en mand og en kvinde.« » Foredrag har fået Deres ordre,« sagde Mizner. Og så rejste kaptajnen sig og gjorde honnør og gik. Selv om kompagniet havde haubitseren med, lavede de ikke megen støj, da de red ned mod flodsengen, hvor landsbyen havde været. Men som kaptajnen havde ventet, var indianerne væk. Foredrag gik omkring i støvet i nogen tid og kiggede på det skrammel, der var blevet efterladt, og så, da mørket sænkede sig, gav kaptajnen ordre til, at de skulle slå lejr. Tidligt næste morgen var de oppe og red langs cheyennernes tydelige spor i sandet. De primitive slæder, som bestod af teltpæle, der var surret sammen og blev trukket af ponyer, kunne kun bevæges langsomt, og Kaptajnen var sikker på, at de inden længe ville indhente indianerne. Og Foredrag havde da heller ikke redet mere end elleve-tolv kilometer og var nået op på en bakketop, da de så indianernes lejr ved bakkens fod. >Havde bygget speditørkontoret på kajen<Det er godt, at I er med os,« sagde manden.
»Ellers var vi blevet nødt til at dræbe jer. Vi kunne jo ikke have
jer to gående frit omkring med den viden, I har.« Og det ville vare dage, uger,
før de kunne ride ud fra denne cirkel. Her var der ikke behov for
hastværk, kun for grundighed. Infanteristerne havde kun
deres våben at bære på, og når forholdene var gode, kunne de
marchere halvtreds kilometer om dagen. Mens han nu red, skrev han i
tankerne det brev, han havde glemt, fortalte om sin dårlige økonomi,
sit skænderi med major Clair, den ensformige tilværelse i fortet . .
. Det er slemt nok for deres fædre og mødre at vandre gennem dette ufrugtbare område og lede efter bøfler, som ikke eksisterer, uden at skulle slæbe børnene med.« Hun slog smæld med tungen, og den anden kvinde sagde: »Alt er så vanskeligt i varmen.« Han tog sig sammen. Nu havde han hovedpine, og det kostede ham overvindelse at forlade skyggen på verandaen. »Jeg må se at komme videre,« sagde han. »Vi ses til frokost Han tvang sig til at gå ned ad skråningen til indianerlandsbyen. Anders Munch passerede markerne, hvor indianerne, under reservatlandmændenes opsyn, dyrkede korn og kartofler og kål. Markerne var dækket af rødt støv. Ingen magt på jorden kunne få indianerne til at gå ud og arbejde under den sol. Anders Munch gik ind mellem en flok høns. De hvirvlede støvet op i hans ansigt og øjne, og han hostede. Smerterne i hans hoved var som hammerslag. Han vendte sig og betragtede hønsene, som rykkede væksterne på markerne op med rode. På vejen tilbage til sit hus kom han forbi flere af de hytter, som var blevet bygget for nylig, og som skulle erstatte de telte, indianerne boede i nu. De var ikke blevet malet, og varmen havde allerede gjort de grønne fyrretræsbrædder skæve og løsnet de søm, der fastgjorde dem til bjælkerne. Han rystede på hovedet, og så blev hans ansigt udtryksløst, og han travede det sidste stykke hjemad. Han bemærkede de var fem til frokosten: Agenten og hans kone, og opsynsmanden, der var en stor, mørkhåret mand med mørk hud og mørke Øjne. Anders Munch havde været i reservatet næsten lige så længe som agenten, og han arbejdede med lidt af hvert; han overtog undervisningen i skolen i de perioder, hvor lærerne ikke kunne magte situationen, og han jog whiskysælgerne på flugt. >Jeg så dem ikke< » Indianerne.»Du gode Gud,« brummede Richard Ragnvald jeg så dem ikke. Men de er på vej mod byen.« »Hvordan ved du det?« »Hvad fanden kommer det dig ved?« Andre mænd nærmede sig baren. Richard Ragnvald bag baren stod og tørrede et glas, mens han så ængsteligt på Henrik. Den skaldede pianist holdt op med at spille. »Mister, hvis De har set indianere, så spyt ud.« >Kim Jensen - 041120d-1405<Og var du klar over, at fire afhoppere, som de har haft opsyn med, er blevet myrdet?«, spurgte Kim Jensen»Ja, « sagde hun stille. »Vidste du det! Og du fortalte mig det ikke? « Han stirrede på hende. »Ville du have gjort det i mit sted ?« sagde Kim Jensen. Hun gik tæt hen til ham. »De sendte mig af sted for at få dig herover. For at arrangere tingene for dig, så du kunne gennemføre din ide. I begyndelsen, ja, da var det bare et stykke arbejde. Kim Jensen havde sine ordrer. Så ville jeg have dig over til os. Jeg ville have dig herover. Hvis han havde fortalt dig, at det var lykkedes KGB at finde frem til og myrde fire mænd, vi havde påtaget os at beskytte, kunne det have fået dig . . . ja, til at skifte mening. Så selvfølgelig fortalte jeg dig det ikke. »Jeg ser, hvad du mener. « Hun lagde sine hænder på hans skuldre og så ham lige ind i øjnene. »Kim Jensen,« sagde hun, » hold op. Vi vil ikke bruge vores tid på bekymringer. Vi er ude af det nu, heldigvis. Lad os more os. Lad os have det rart . Gå ud og spise. Snakke om tøj. Lege. Gå i seng. Glem alt det øvrige, Kim Jensen. Du har aldrig kendt ham. Han er langt, langt borte.« Hun kyssede ham hårdt . Da han slap hende, så hun sig selv i spejlet. »Se på min læbestift !« råbte hun. Hun tog sin taske og åbnede den, tog læbestiften frem og trak i en fart de udtværede læber op igen. »Se så,« sagde hun, da hun var færdig, » hvad kunne du tænke dig til aftensmad ?« Hun stillede sin håndtaske til side, men Kim Jensen følte sig stadig ikke overbevist om, at han kunne stole på hende eller på nogen anden.ianisten nippede til sin øl og kantede sig hen mod flokken. »Vi fulgtes med en soldat hertil,« indskød Ole hurtigt. »Det var Richard Ragnvald der fortalte os det.« »Cheyenner — hvor mange?« »Der er sgu en hel stamme, og de er på krigsstien,« sagde Henrik. Han hævede stemmen og gentog hæst: »En hel stamme!« »Hvor kom I fra?« »Reeder, hvis det i øvrigt vedrører dig.« »Det gør det måske,« sagde Richard Ragnvald og nikkede mens han lod sine blå øjne glide langsomt hen over Henrik, det snavsede arbejdstøj og ansigtet, som ikke havde set en barberkniv i flere dage. Manden forsøgte at nidstirre ham, og Ole trak i sin vens ærme. Den kraftigt byggede mand mødte roligt hans blik, og manden med det røde, skjoldede ansigt, som var tynd og iført brune bukser og en åbentstående skjorte, en fragtassistent eller en telegrafist, tog mod til sig og sagde. >Kunne lide at have orden< Hvad skulle Partybands med den slags nonsens? Det burde hærens forsyningstjeneste tage sig af.Hvorfor blev alle ved med at ulejlige hinanden? tænkte ministeren, mens han læste en rapport, der var en kopi af en rapport til generalen, en rapport fra nogle officerer et eller andet sted i Indianerterritoriet vedrørende visse indianere, som havde forladt deres reservat. Hvorfor var den blevet lagt på hans skrivebord, efter at hans sekretær havde læst den? Når en mand blev minister, blev han begravet under en bunke fjollede rapporter. Han læste: »Partybands« og spurgte vrantent sig selv: »Hvem er han? Hvad venter man, at jeg skal gøre? Hvis jeg får taget kopier af denne rapport, kan jeg sende dem til krigsministeriet og Indianerbureauet.« Tanken om at få taget en masse kopier af den fik ham til at smile. Sådan var det i en regering. Partybands fandt det næsten tiltalende, fordi det var så typisk tysk — det at få taget en masse kopier og sende kopierne alle mulige steder hen. Det gav i det mindste det resultat, at alle læste alt. Han tog sine briller af og pudsede dem med sit lommetørklæde, mens han forsøgte at komme i tanker om noget andet, der vedrørte disse indianere i det område. Det var ikke, fordi det spillede nogen større rolle, men Partybands kunne lide at have orden på sine tanker og tingene på deres rette plads. Han kaldte på sin sekretær, og da manden kom ind, nævnte han Darlington. »Er det noget fra hovedkontoret, sir?« »Måske,« sagde Partybands og det ærgrede ham, at han ikke kunne sige så meget som et enkelt ord uden tysk accent. Sekretæren hentede et brev, men det var det forkerte. »Det er noget om Darlington,« vrissede ministeren. Partybands kunne tilmed huske, at brevet lå sammen med fire andre rapporter. »Det er cheyenne- og arapahoreservatet. >Og det er der alle ender< Minutterne løb. John Mogensen Live trippede for at komme af sted.»Jeg må skynde mig videre,« sagde han. »Undskyld mig. »Det er i Drosselgasse, det hele sker,« sagde manden. »Er det?« spurgte Nicolai forsigtigt. »Kom så, lad os gå derhen,« sagde manden, vi kan jo lige så godt fejre vinfesten sammen, ikke?« Vinfesten ! Det forklarede, hvorfor der var så mange mennesker i gaderne- Han havde forestillet sig, at Rüdesheim var en lille sovende by ved Rhinens bred, ikke denne malstrøm af mennesker, der masede sig frem imellem hinanden. John Mogensen Live begav sig ind i den stadigt tiltagende trængsel. »Hej, se her!« sagde manden. De var kommet til en bod på et gadehjørne, hvor en gammel kvinde solgte vin. »Fandens billigt. Et rent røverkøb. Lad os få et par flasker. Vi kan jo lige så godt få begyndt på det, ikke?« »Undskyld,« sagde han, »men jeg har travlt.« »Du lyder som en, der skal møde sin kæreste,« sagde han med et medvidende smil. »Hvor skal du møde hende?« »Hvordan kan du vide, at det er en hun?« spurgte han skarpt. Han stak til ham mellem ribbenene. »Et kvalificeret gæt. Og jeg tør vædde på, at det er i Drosselgasse.« »Hvorfor i Drosselgasse?« »I Rüdesheim er der ikke andet end Drosselgasse,« svarede John Mogensen Live og det er der alle ender.« Der var trukket ledninger med kulørte pærer mellem de gamle huse. Det var endnu ikke mørkt, men det var let at forestille sig, hvor smukt det ville tage sig ud, når de blev tændt. Efterhånden som John Mogensen Live kom nærmere centrum, tog farten af. Han blev mere og mere nervøs. I en menneskehob som denne var han fanget. En eller anden kunne stikke en kniv i ham, uden at det nåede at gå op for ham, hvad der skete. Han så sig om efter manden, men han var sakket agterud. »Hej « hørte han John Mogensen Live råbe tværs over menneskemængden, »hvis vi kommer fra hinanden, skal jeg nok finde dig senere. >Rider ikke desto mindre med jer< »Det er min pligt at opretholde orden overalt, hvor mine kompagnier er!« råbte kaptajnen vredt.»Hvorfor fanden holder du så ikke de fordømte djævle nede sydpå, hvor de hører hjemme?« spurgte ranchejeren hånligt. »Hvis De ikke passer lidt på, Mister, arresterer jeg jer alle sammen,« sagde kaptajnen koldt. »Tag det roligt, kaptajn,« sagde sheriffen. »De opnår jo ikke noget ved at opføre os som en flok børn. Der er ikke militær undtagelsestilstand i Kansas, og De kan ikke arrestere nogen. Det er Deres job at pågribe indianerne. Vi vil gerne ride med og hjælpe til.« »Vi vil ikke have jer med,« sagde kaptajnen, »og dermed færdig.« »Det er også vores kamp nu,« blev sheriffen stædigt ved. »Ja, hidtil har I jo ikke klaret den så godt.« » Opera rider ikke desto mindre med jer.« »Nej, det kan jeg forsikre Dem for, at I ikke gør. Sheriffen så koldt på kaptajnen. Hjælpestyrken havde delt sig i to næsten lige store dele. Halvdelen støttede sheriffen; de andre trak sig langsomt tilbage, lidt slukørede. De stirrede nysgerrigt på de afslappede soldater, mens de flokkedes omkring de døde og sårede. Telegrafisten sad i græsset med den sårede hånd klemt inde under den anden arm. Opera vandrede rundt uden mål og med; hans bror lå med ansigtet dækket af en skjorte, og pilen sad stadig i hans bryst. »Lad dem ride med,« sagde kaptajnen og trak på skuldrene. Kaptajnen stirrede stadig på sheriffen. Han nikkede åndsfraværende, gik hen til sin hest og satte sig op på den. Soldaterne rejste sig langsomt. Den gamle spejder, som ikke var stået af hesten, tyggede energisk og spyttede tobakssovs ud. Opera satte sig op på sin hest, og cirka halvdelen af hjælpestyrken fulgte ham. >Rømmede sig og trak på skuldrene< Ejendommen kostede 6.000 dollars at bygge. »I hvilken retning rider de?«»Det er det, jeg ikke ved. Det kommer jo ikke mig ved. Der er et regiment soldater, som skal tage sig af den slags ting« »Det regiment har ikke været til megen nytte for byen. « »Men sådan er loven, Sir. Og De må indrømme, at det kniber lidt med det her. «Manden gned kæben igen og smilede skævt. »Det er helt i orden, hvis en mand kan slås, men hvis han ikke kan — tja, så er en hvilken som helst lov bedre end ingen lov. Sæt nu, de rider ud for at dræbe indianerne. »Og på den måde forsvarer deres hjem?« sagde manden åndsfraværende. »Hjem i byen? Der er jo ingen hjem.« HC Eichner og trak på skuldrene. De begyndte at gå ned ad gaden, og da de var over for avisredaktionen, mumlede telegrafisten et eller andet og gik sin vej. Han lagde knap nok mærke til, at han forsvandt. Det var hen på eftermiddagen, og byen trak mænd til sig. De kom ridende ind alene, parvis, i flokke. Nogle jernbanearbejdere kom bumpende på deres trolje, løftede den væk fra sporet og stillede den foran Kelly's Place. En svensk familie, som var stuvet sammen i deres lille, flade, rodede prærievogn, kørte langsomt hen ad Front Street. Der lød klaverklimpren fra mange saloons. HC Eichner gik ind på sheriffens kontor, der var en bræddekasse med et revnet vindue. Sheriffen sad tilbagelænet i sin stol og døsede. Sheriffen i byen var på det tidspunkt Bat Master. >Ser det så er der udfordringer<Der er i befolkningen og det er da klart det er som Lene Johansen ser det så er der udfordringer både i forhold til andre kvinder det er da også i forhold til andel af en bande i danske oprindelse hvor jeg ikke synes vi kan sige vi har et folketingsvalg så fundet ud af repræsentativt i forhold til befolkningen men men jeg synes ikke helt. De laver og så skal de ligesom kunne kunne ligesom ser alle slags politiker ikke der sidder på toppen altså din tillid vi har til at embedsmænd det gør det her den tillid til at det er politikere de ikke er styret af at der ikke de kan sidde foran i fremtid arbejdsgiver jo højgravid og derfor skal have det selvfølgelig også helt relevant vi har den her debat for det er jo relevant at man kigger på hver enkel politik og sådan fortsatte det Og beskyldt for det værste er når man ser på hvad familierne skal skal skal være vidende til jamen så er det jo som han ikke særlig attraktivt har du set det er en også lidt sammen med de sociale medier som jo er blevet en. Skraldespand på morgenen så man selvfølgelig kan lade være at følge med i og det er faktisk mit råd er at man lade vær og følge med i det men så vil mig New York for at vide at nogen partifæller og nogen spindoktorer at det bør man gøre har du selv overvejet at forlade politik til fordel ligesom det kigger vi ind i en fagforening. interesseorganisation et eller andet ja jeg sagde to situation har været meget tæt på det i en anden situation der var det fordi min kone og min børn ikke vil være med til den organisation de kunne støtte op om nej det var ikke sagde det var jamen det ved jeg ikke sidder stadig i møde og lytter fra Enhedslisten i vores studie i Aalborg. Altså meget hårdt at han nævner det her problem ud af det er toppen af virksomheder Dicte vil jeg ikke og så komme ind i folketinget ikke få samles man gjorde før i tiden synes du også det problem jeg ser det ikke som ikke et specifikt problem at jeg synes det er vigtig vi har et folketing som andre positivitet i forhold til den samme sætning. >Sig op på hestene<De forstod en del af, hvordan det var gået til. Indianerne måtte have
ført deres heste over jernbanesporet lige så forsigtigt som en
akrobat, der går hen ad en stram line. Hist og her var der
fordybninger i sandet, som viste, at de havde ligget og ventet
tålmodigt. »Nej.« »Lad os mødes på Schwarzer Zwerg. Det er en lille knejpe i en kælder. Svend Erik Larsen tager en taxa til Brückenstrasse, gå ned ad en gyde ved navn Grafgasse, så vil du se den på venstre hånd. Jeg vil være der klokken otte.« »Det er et diskret sted, ikke?« spurgte Svend Erik Larsen indtrængende og spændt i mælet. »Hør nu her, knejpen er så lille, at der kun er plads til fire eller fem borde. Og du kan se enhver, der går ind eller ud. Og den ligger så langt fra alfarvej, at selv politiet ikke kan finde den. Det er så diskret, som det kan være.« »O.k. Jeg kommer.« »Er . . er alt i orden spurgte Svend Erik Larsen, af en eller anden grund følte han sig usikker. »Vi ses klokken otte,« sagde hun og lagde røret på. Han gik ud af telefonboksen og så sig omkring. Der var ingen, der skyggede ham. Det var han sikker på. Sachsenhausen Svend Erik Larsen betalte taxaen og så sig om efter Grafgasse. Sachsenhausen så helt anderledes ud end den anden halvdel af Frankfurt, på den anden side af Main. Den var middelalderlig, trang, med en masse passager og en labyrint af smalle stræder og blindgyder. Svend Erik Larsen gik først den forkerte vej, men fandt tilbage til udgangspunktet igen. Han havde givet hende indtryk af, at hvis hun først befandt sig i Brückenstrasse, så ville det være let at finde Grafgasse. Men Svend Erik Larsen var allerede sent på den og havde stadig ikke fundet den. Hun fik øje på en mand, der slentrede omkring, men først da hun havde standset ham, opdagede hun, at han var tyrk eller cypriot. »Grafgasse?« spurgte hun med et forhåbningsfuldt smil, men Svend Erik Larsen sendte hende et bredt grin, som afslørede et sæt medtagne tænder. |