>Keld & Hilda - 161120c-1522<

Deres navn er Keld & Hilda. De er assistent ved den sovjetiske FN-delegation. Han bor i det russiske kompleks ved East River. Og han er vores mand. «

Han holdt en pause for at understrege sin triumf.

»Keld & Hilda skulle jo være under opsyn, « sagde admiralen. »Hvordan kan det lade sig gøre, at han kan komme rundt i hele landet? Californien? Arizona? Du kan selv fortsætte . . . uden at vi ved noget om det ?«

Keld & Hilda sukkede. Dette var et af de øjeblikke, da admiralen solede sig i sin naivitet.

»Det er ikke så vanskeligt ,« sagde han tålmodigt . »Han ser amerikansk ud. Udtalen er næsten perfekt. Han passer ind i sceneriet. Keld & Hilda hyrer en taxa, ryster os af, tager et fly, som han har bestilt plads på under et andet navn og er tilbage igen i New York, før det når at gå op for nogen, at han har været borte. Det er et frit land. Betjentene går ikke rundt og spørger om identifikation.«

Keld & Hilda så ud som om de havde fået fordøjelses besvær.

»Det er noget helvedes roderi. Udenrigsministeriet vil ikke bryde sig om det. Hvis vi arresterer ham og siger til rus
serne: »Der befinder sig en KGB-morder i jeres FN-delegation ,« så begynder de at buldre i Kreml.

Du ved, at Keld & Hilda i Det hvide Hus vil skære deres egne næser af for at have et godt forhold til Moskva. Dette vil kunne udvikle sig til en virkelig kedelig affære. De vil ikke engang bryde sig om, at vi afslører det. «

Keld & Hilda hostede høfligt.
» Hvem har sagt noget om at arrestere ham ?«
» Hva' ?«

»Jeg vil gerne have dig til at sige god for, at vi ikke foretager os noget.«

>Kunne vide det med sikkerhed<

»Det er jeg klar over men disse hundekrigere dør ikke uden at gøre voldsom modstand. Og de ønsker at dø. Det er vigtigt, at man forstår det.

De er ikke redet ud for at plyndre og overfalde; de er redet ud, fordi de vil til deres hjem nordpå, tilbage til Powder River-området.

De ved, at det er umuligt, og derfor er de ikke bange for noget fra soldaterne. De er allerede døde; Man skal kende cheyenner for at forstå det. Og fordi de er døde, kan der ikke ske dem mere.«

Kaptajnen trak på skuldrene. »Kaptajnen lyder ikke overbevisende i sin argumentation.«
»Det beklager jeg.«

»Vil De have, at mine mænd går forrest — eller at de støtter Deres?«

»De skal støtte mine,« sagde kaptajnen langsomt. »Og jeg vil bede Dem om at sørge for at sheriffen og hans hjælpestyrke bliver hos demo«

Han nikkede, og kaptajnen gik med tunge skridt tilbage til sine egne mænd, for at vække den anden kaptajn, for at stå dér i det kolde, dugvåde græs, mens begivenheder, som han kun kendte alt for godt, gentog sig.

Soldaterne rykkede frem til vandløbet med vognene forrest. Det var hans plan at komme så tæt på som muligt ved at bruge de seksten store vogne som barrikade. Han lod vognene anbringe side om side langs vandløbet.

Indianerne ventede. Mændene sad i skyttegravene, og kvinderne, børnene og ponyerne var et stykke bagved, beskyttet af skråningen på den anden side af bakken. Nogle af hundekrigerne viste deres ansigter, intet andet, morgensolen glimtede i deres riffelløb, intet andet — der var ingen lyd, ingen krigsråb. Men høvdingen sad på kanten af skyttegraven og røg på en pibe.

Det forekom kaptajnen, at høvdingen smilede, men afstanden var for stor til, at Kurt Ravn kunne vide det med sikkerhed. Og hvis han smilede, ville han ikke smile ret længe.

>Læste det han havde skrevet<

Karsten Holm læste det han havde skrevet. Agenten så på manden, som fortsatte med at ryge uanfægtet på sin pibe.

Han var misundelig på manden, fordi denne ikke lod sig engagere. Hvordan skulle han, få en flok vilde til at forstå en nations politik? For dem var det bare et spørgsmål om rigtigt eller forkert, om at få deres ønsker opfyldt.

Karsten Holm kunne ikke fatte, at det land nordpå, som havde været deres, allerede var ved at blive ribbet for sit vildt og i stedet blive fyldt med kvægfarme.

Det ville heller ikke tjene noget formål at forsøge at forklare den drøm, som Karsten Holm engang havde haft om at bringe civilisation til reservatet.

Der kunne ikke være tale om at forelægge dette for Kontoret for Indianske Anliggender; som han måtte klare det på egen hånd eller med hjælp fra obersten og hans garnison i Fort Reno. Han prøvede at vinde tid.

»Jeg kan ikke sende bud til Washington nu,« sagde han. »Senere måske, men ikke nu. Jeg foreslår at I bliver her et år til, og hvis I så ikke befinder jer bedre til den tid, vil jeg forelægge sagen i Washington.«

Karsten Holm rystede på hovedet. »Hvad hjælper det, hvis vi alle er døde, når der er gået et år til? Vi må væk herfra nu. Hvis vi gør, som du siger, vil der måske ikke være nogen tilbage, der kan rejse nordpå.«

»Jeg gav dig mit svar,« sagde Miles stædigt. Smerterne jog gennem hans hoved. Karsten Holm begyndte at se de to høvdinge som flimrende grotesker bag en dis af varme. Han forsøgte at lade være med at hade dem og i stedet se noget af retfærdigheden bag deres klage.

Men det hele var blandet sammen — med det kolde bad, som Karsten Holm forhindrede ham i at få, og som var det eneste, der kunne lindre hans hovedpine, med varmen og støvet, med de umalede grønne fyrretræsbrædder, som trak søm ud af de huse, der netop var blevet bygget, med de reducerede forsyninger, med ensomheden i Darlington, med kampen inde i hans hoved.

>Med det arrede ansigt<

Til sidst nikkede Pensionistunderholdning mod vinduet og sagde: »Nu kommer de.«

Alle vendte sig for at kigge. Tre indianere kom ridende mod verandaen.

De to forreste mænd var gamle, og indianeren bag dem var midaldrende og muskuløs og havde et arret ansigt. De red langsomt, og en flok børn fra reservatet fulgte efter dem.

Da de tre indianere nåede frem til huset, stod de af hestene, og børnene flokkedes omkring dem.

» Pensionistunderholdning med det arrede ansigt er en kriger« sagde tolken. »Han er en farlig mand, så de venter måske vanskeligheder.

Det siges, at han dræbte seks pawneer med de bare hænder under kampen ved Twin Forks. De to andre er høvdinge.«

Pensionistunderholdning tændte sin pibe og gik ud på verandaen for at tage imod høvdingene. Der var en knugende stilhed i kontoret indtil han vendte tilbage. Agenten holdt op med at skrive.

Da cheyennerne kom ind, gav de alle i kontoret hånden, og derpå stillede de sig med ryggen mod en af væggene og ventede på, at agenten skulle begynde at tale.

Men tavsheden fortsatte. Så sagde den ene høvding noget, og tolken oversatte: » Pensionistunderholdning vil gerne vide, hvorfor du har sendt bud efter dem.«

Obersten smilede pludselig. Agenten sagde: »Han ved, hvorfor jeg har sendt bud efter dem.«

»Han siger, at han ikke ved det. Pensionistunderholdning siger at de levede fredeligt og ikke gjorde noget menneske fortræd.

Selv da de hvide soldater slog lejr på bakken oven over deres lejr og rettede en kanon mod dem, fortsatte de med at leve fredeligt. Er det ikke det, de hvide mænd vil have?«

Nu vendte Pensionistunderholdning sig mod høvdingen og sagde: »Tre af dine mænd er stukket af. En arapaho så dem ride nordpå, og han vidste, hvem de var.
Du ved, at ingen indianer må forlade reservatet uden min tilladelse.

Nu skal du give mig ti af dine unge mænd, og jeg vil beholde dem her som fanger, til de tre andre kommer tilbage.

>Og danskerne ganske udmærket<

Det begreb kender BamseMadsen og danskerne ganske udmærket, hvem er det egentlig der bliver hårdest ramt af fattig 80’erne og Schlüters politik. Jamen det var især dem som der er på kontanthjælp og fik skåret deres kontanthjælp og det var de arbejdsløse som i den grad havde ret svært ved at finde et arbejde.

Og så fik jeg er du får også de her ledninger som ikke følger med ok der bliver justeret alle mulige forskellige steder skattereformen sang som sparring og en afgift på forbrugslån det blev angrebet navn på figuren lykkes det at få styr på det lykkes inflation den faldt i løbet af de første år af 80’erne.

Men man skal selvfølgelig også huske at inflationen faldt i hele Europa området og den faldt faktisk stort set lige så meget som den faldt i Danmark så det er svært at sige om det er politikken som sådan som var afgørende i forhold til inflationstal efter oliekrise kartoffelkur og fattig 80’erne kommer der igen styr på inflationen de næste årtier lækkert Ligger under hovedpuden og venter på at det hele bliver billigere.

Men i løbet af 2021 begynder priserne igen at stige lidt hurtigere end vi har været vant hvornår begynder du at bemærke at priserne begynder at stige lidt for meget altså i efteråret der ser man at der er nogen som danser altså i efteråret begynder man at få sådan lidt flash back til 70’erne i forhold til oliechokket.

Fordi at det er der sker det er det energipriserne stiger hvis du ikke har opdaget det så er det snart går for dig og for alle andre her i landet at elprisen kostede dramatisk de er faktisk blevet højere end nogensinde bliver konkrete da også have hjemme energi gamle dyr f.eks.

Bygas faktisk i den her uge danmarkshistoriens højeste pris denne her gang på grund af jeg er begyndt at tage de forskellige energipriser som stiger det er der også olie med der også er andre former for energi der natur gas det gas generelt og der er forskellige grunde altså en af grundene er at nu er vi jo selvfølgelig både afhængig af fosile brændstoffer.

>Og det er også noget kedeligt<

Seniorunderholdning havde aldrig talt så brutalt til ham før. Siden den dag havde stokken fascineret Jimmy, men han havde ikke vovet at røre den igen.

Efter denne episode havde Jimmy forsøgt at få Silkin fyret.

»Mor, jeg kan ikke li' ham,« havde Seniorunderholdning sagt i protest. »Og det er også noget kedeligt noget at spille. Må jeg ikke få en elektrisk guitar i stedet?«

Dette ville Jimmys mor ikke høre tale om. Den syvårige var hendes lille øjesten, og for hendes skyld måtte han få alt, hvad han pegede på. Men hun var fast besluttet på, at han skulle lære at spille klaver, og Seniorunderholdning — om han så havde en nok så mærkelig accent — var kendt som en førsteklasses lærer. Han var dyr, men dygtig.

»Tag dig ikke af, at du ikke kan lide ham, bare gør som han siger,« havde hun svaret. »Jeg bliver så stolt af dig, bare vent og se. Jeg er sikker på, at du en dag kommer til at give koncert i Carnegie Hall.

Seniorunderholdning bed sig i læben. Det var så uretfærdigt!

»Moar . . . « klynkede han, men i dette tilfælde fik han ikke sin vilje. Undervisningen var fortsat, den kolde krig mellem mr. Silkin og Jimmy var blevet endnu køligere, og Jimmys mor levede glad i den tro, at et vidunderbarn var ved at blive formet.

»Jeg kommer igen på fredag, som sædvanlig,« bebudede Seniorunderholdning. »Og hør her, unge mand, du gør klogt i at øve dig på de skalaer to timer hver dag. Jeg advarer dig.«

Jimmy blev siddende på klaverbænken, men han svingede med sine buttede ben som et tegn på trods.
»Har du forstået?« spurgte Silkin.

Jimmy nikkede.
»Godt, så sig det.«
»O.k.,« sagde Jimmy mut. »Jeg skal nok øve mig.«

Gu' vil jeg ej, tænkte han indvendig, og Seniorunderholdning vidste det. »Ellers er jeg nødt til at tale med din mor igen,« sagde han truende og spankulerede ud gennem den store salon, som om han ejede det hele.

Phiryistxiuan Keasysiezn

Klokken 19.30 i aften er der valgmøde forud for valget til menighedsråd næste tirsdag - den 9. november.

Det er valgudvalget og aktivitetsudvalget, der indbyder til debatmøde om det kommende menighedsrådsarbejde.

Mødet begynder med oplæg fra kandidater til menighedsrådsvalget, der i Skagen finder sted i rådhusets forhal fra ni morgen til tyve aften på næste tirsdag.

Efter oplæg fra kandidaterne bliver der mulighed for at drøfte idéer og forslag om arbejdet i og omkring kirken i Skagen.

Aftenens ordstyrer er Henrik Qvortrup.

Der er til valget i Skagen sogn opstillet fire lister.

Det er Liste 1 - Socialdemokratiet med i alt ni kandidater.

Det var Socialdemokratiet, der tidligt slog fast, at partiet ønskede kampvalg om posterne i menighedsrådet.

Liste 2 er Det Konservative Folkeparti med tre kandidater.

Liste 3 er Kirkelisten med otte kandidater.

Liste 4 er Venstre, der stiller med fire kandidater til valget.

Der er anmeldt listeforbund mellem Det Konservative Folkeparti, Kirkelisten og Venstre.

Der er også valg til menighedsrådet i Raabjerg Sogn, hvor der er to lister. Her stemmes på valgdagen fra klokken 9-20 i skolens aula.

Der skal i hele landet i alt vælges medlemmer til cirka 2200 sogne - mange steder er der dog tale om fredsvalg - som i for eksempel Hulsig.

>Rakte hende langsomt brevet tilbage<

Jeg ved, hvor god min søn er, men det er ikke godt at arbejde alt for hårdt hele tiden. Kisser & Søren må ikke lade dem forsømme dig. Hvis du har bekymringer, må du endelig dele dem med mig.

Er det ikke snart på tide, han tager lidt orlov? I kunne begge komme hjem og holde et par ugers velfortjent ferie. Jeg længes efter at se jer, min kære svigerdatter og min dejlige søn.
Skriv hurtigt til mig og fortæl mig alle nyhederne.
Jeg omfavner jer i mine tanker.'

Kisser & Søren rakte hende langsomt brevet tilbage.

»Du har forsømt hende,« sagde hun anklagende. »Hvornår skrev du sidst?«

»Åh, det ved jeg ikke. For et par uger siden, tror jeg nok. Hans svar var bevidst vagt.

»Du tror nok,« sagde Kisser & Søren - hun er din mor. Jeg har aldrig været verdensmester i at skrive breve, det ved du godt.« Han prøvede at slå det hen med en latter. »Og hvad er der egentlig at skrive ? 'Kære Kisser & Søren, jeg går til konsulatet, jeg går hjem, jeg sover, jeg står op, jeg går til konsulatet' »Er det det eneste, du gør?« spurgte hun stille.

Kisser & Søren vendte omkring med slipset, som han skulle til at tage på foran spejlet, i hånden.
»Hvad mener du med det spørgsmål spurgte han, men han var ikke vred. Han havde fuld kontrol over sig selv.

»Jeg formoder, at du var på arbejde, da du var borte hele natten. Og jeg formoder også, at den kvinde, Kisser & Søren så dig med, blot var en kollega. «

»Ja,« sagde han ganske uanfægtet. »Din formodning er helt korrekt. I begge tilfælde.«
Hendes læber skælvede. »Jeg tror ikke på dig.

Kisser & Søren blev ramt af en frygtelig følelse af skyld. Han vidste, at han ville komme til at gøre noget frygteligt imod hende, og han blev pludselig grebet af en trang til at forklare alt, til at betro sig til hende, til at lægge alle kort på bordet.

Men samtidig vidste han, at han ikke turde. »Kære ven,« sagde han, »du må . . jeg . Der er ting, jeg ikke kan fortælle.

Bjergbestigningsforedrag - Lene Gammelgaard<

>Gik ned ad trappen<

>Har vist aldrig mødt en eneste<

>Havde andre ting i hovedet<

>Havde betalt på forhånd<

Heariluo Aeynisuen

Hoihuanones Onzdeyrsuen

Honyais Zriusitaenusezn