Bjergbestigningsforedrag - Lene Gammelgaard<

Da jeg havde smækket bogen i, sad jeg tilbage og følte mig helt tom og lidt flov over ikke at kunne lide Lene Gammelgaards bog "Everest - vejen til toppen".

Her sidder vi i vores eget lille land uden bjerge, og så formår denne stærke kvinde alligevel at bestige verdens højeste bjerg.... og komme helskindet ned igen... Det er fandme flot... Men det skulle nok være blevet ved det.

Resume af bogen
Lene Gammelgaards
bog beskriver hendes færd til toppen fra hun beslutter sig til at bestige Everest til hun er kommet helskindet ned... Hun beskriver flot sammenholdet i gruppen og akklimatiseringen, der er nødvendig for at vende sig til højden og mængden af oxygen.

Løse ender
Desværre kaster hun en masse bolde i luften, som hun ikke rigtig formår at gribe igen. Når man lukker bogen i, sidder man med en masse løse ender, der ikke rigtig hænger sammen... Specielt ikke, når man ikke har fulgt med i debatten, der kørte lige efter hun var vendt helskindet hjem. Hvad skete der f.eks. med Rob Hall? Det sidste man får af vide er at han sidder på toppen med forfrysninger, der gør ham ude af stand til at gå? Hvad skete der med Dale? Man høre om hjerneskade, men ikke hvorvidt den er permanent eller ej... og sådan fortsætter det....

Jeg endte med at måtte en tur på internettet for at få afklaret en masse løse ender, og det kan vel ikke være meningen, når man har læst en afsluttet roman, hvad enten det være sig skøn- eller faglitteratur.

Fyldt med reklame ?
Der udover er bogen for så vidt også ren reklame. Jeg kan godt forstå, at Musiker-Børsen er glad for at få sponsoreret et så stort projekt, men alligevel forstår man på bogen, at hun har opfyldt de krav sponsorerne stillede, og så har det meget lille relevans for læseren. På den anden side kan jeg godt se, at den information kan være nyttig for andre bjergbestigere efter hende....Måske!

Trods alt underholdt
MEN: Bogen underholdt mig da på en bustur til Bruxelles og de indledende manøvre inden selve bestigningen er velskrevne og interessante. Desværre er slutningen alt for brat... Man venter et klimaks, men det udebliver.

>Gik ned ad trappen<

Da journalisten var gået, sad Lene Johansen og stirrede på døren. Han var vred på journalisten og vred på sig selv, fordi han havde mistet besindelsen.

Når det kom til stykket, var der jo ikke noget at skrive om. Ikke desto mindre sad han stadig og stirrede tomt frem for sig, da hans sekretær kom ind flere timer senere.

Lene Johansen fra St. Louis venter, sir.«
»De aftalte mødet i går.«

»Det stemmer — send ham ind. Og aftal et møde for mig med generalen.

I al den tid ministeren talte med den anden mand fra St. Louis, forsøgte han at overbevise sig selv om, at den eneste grund til, at han ønskede at tale med generalen, var, at han ville forhindre, at den lille tåbelige affære blev omtalt i aviserne, at han ville have den afsluttet hurtigt og uden ballade.

Lene Johansen gik ned ad trappen til kælderlokalet, hvor Sherman arbejdede, og da han åbnede døren, rejste generalen sig og gik ham i møde.

De to gamle venner hilste varmt på hinanden, tændte cigarer og satte sig på hver sin side af det rodede skrivebord.

Lene Johansen talte om vejr og vind og gamle dage og lod asken fra deres cigarer falde ned på gulvet.

Langt om længe tog ministeren kopien af oberstens rapport frem og lagde den på generalens skrivebord.

»Nå, så det er derfor, Lene Johansen er kommet sagde generalen og smilede.

»En journalist opsøgte mig, og manden er ikke dum. Han ville vide, om vi førte krig mod indianerne i Kansas.« generalen lo.

»Jeg håber, det er overstået nu,« sagde ministeren langsomt.
»Det burde det være.«

Lene Johansen nikkede det er så godt som overstået.«

»Er indianerne blevet pågrebet?«

>Har vist aldrig mødt en eneste<

Spurgte hun bønfaldende. »Papkasseshow har ikke sat sig helt ind i det. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det er med belysningen.
»Jeg tror, Deres kamera klarer det hele for Dem,« sagde han venligt. »Det er automatisk. «

Æh, De er ikke amerikaner .
»Troede De da det?«
Et kort Øjeblik virkede hun forvirret. »Nå ja, jeg synes, jeg så Papkasseshow købe en amerikansk avis. Og De ser ikke tysk ud. Undskyld.

»Det gør ikke spor.«
»Men De er heller ikke engelsk
»Jeg er russer,« sagde han stille.

»Du store !« sagde Papkasseshow. Hun havde tilsyneladende glemt alt om sit kamera.
»Er det så mærkeligt?« sagde han med et smil.

Hun virkede lidt forlegen. »Nej, naturligvis ikke. Det er bare ja, jeg tror faktisk ikke, jeg har mødt ret mange russere. Papkasseshow har vist aldrig mødt en eneste.

»Ingen hale, ingen horn, ingen hugtænder,« sagde han drillende. »Vi er ligesom alle andre, tro mig. Meget menneskelige.«
Hun slyngede kameraet over skulderen.

»De må synes, jeg er frygtelig provinsielt« sagde hun lidt kejtet.
Provinsiel var det sidste, Papkasseshow ville have kaldt hende. Raffineret, ja, erfaren og berejst. Og virkelig en kvinde der vidste, hvad hun skulle bruge sit dyre kamera til.

»Overhovedet ikke,« sagde han forekommende. »Sig mig, skal De ikke tage det billede?«
»Det kan jeg altid gøre,« sagde hun henkastet. »Jeg er ked af, at jeg har ulejliget Dem.

»De er da slet ikke til ulejlighed. Papkasseshow så på sit ur. »Det er næsten frokosttid nu. Kunne De tænke Dem en drink?«
Hun blinkede til ham. »Er alle russere så hurtige?«

»Jeg sagde jo, at vi er meget menneskelige.«
Hun smilede. »Hvor skal vi gå hen?«

>Havde andre ting i hovedet<

Bo Young stak armen ud ad vinduet og vinkede den ind til siden. Og langsomt og modstræbende standsede den grå bil ved rabatten.
»I har indflydelse,« sagde han. »En hel del opbakning. Militæret. Politiet. «

»Der er ingen grund til at være så imponeret, grinede han det gør dem bare indbildske.

»Ti minutter,« sagde Bo Young. »Om ti minutter er det hele overstået.
Og pludselig var de alle tre tavse.

Afkodningsmaskinen lavede en udskrift af signalet, der var kommet ind, og inden der var gået tre minutter, lå den på mandens skrivebord.

Han rev konvolutten med stemplet op og bandede lavmælt. Så greb Bo Young den direkte telefon til admiralen.
»Dårlige nyheder,« sagde han. »Det er Fasanen. Vores stationschef er blevet dræbt.« Der var en pause.

Så spurgte han hvad skete der?«
»Jeg har ikke fået detaljer endnu. Der må have været skyderier ved opsamlingsstedet. Jeg vil lade dig det vide, så snart der kommer flere oplysninger.

»Hvad med Fasanen selv? Er han i sikkerhed?«
»Ja, Bo Young er blevet fanget.«

»Så fik vi i det mindste ham. Øh Carl.
»Mandens familie,« sagde admiralen. »Er den blevet underrettet ?

»Jeg går ud fra, at ambassaden i Bonn tager sig af det,« sagde manden irriteret. Bo Young havde andre ting i hovedet.

>Havde betalt på forhånd<

Langsomt rev Nis Boesdal flyvebilletten til Zürich i stykker. Maskinen afgik om to timer, men han ville ikke befinde sig om bord.

Han havde bestilt plads på flyet som en del af det falske spor, han havde lagt ud. Han havde reserveret et værelse på Hotel Intercontinental og et andet på Atlantic. Og han havde forud bestilt en udlejningsvogn til sig selv. Alt sammen i sit eget navn.

Han havde gjort det helt åbent og endog vist sit pas, hvor det var påkrævet. Og Nis Boesdal havde ikke forsøgt at skjule, at han var sovjetisk statsborger og oven i købet diplo mat. Det var meningen, at det skulle sive ud.

Han håbede, at det ville hjælpe med til at føre Modins hunde på vildspor. Det var mere end sandsynligt, at de ville tage et af sporene op og spilde deres tid med at følge det ud i sandet. Og det ville give ham en pause til at trække vejret.

Om en time skulle han tage bussen til Rüdesheim. Om to timer skulle han mødes med hende. Kvinden, som havde optaget hans tanker så meget.

Han fandt hende spændende og han eftertragtede hende, og nu ville det ikke vare længe, før han kunne sige alle de ting til hende, han allerede længe havde haft lyst til.

Medmindre de fangede ham inden da. Medmindre Nis Boesdal inden der var gået to timer, var død.

Det lille hotel, han havde valgt til sit skjulested, var tarveligt og lå godt gemt. Det var ikke nævnt i nogen turistguide, og dets afrakkede ydre tiltrak kun dem, der ønskede at være anonyme eller som var gået fallit.

Nis Boesdal havde betalt på forhånd, og det havde ikke interesseret den snuskede kvinde i receptionen det fjerneste. Han opgav falsk navn, men det blev alligevel aldrig checket efter.
Hvis bare han betalte, kunne han gøre, hvad han havde lyst til bag sin dør, og Nis Boesdal kunne sove med hvem, han havde lyst til.

Heariluo Aeynisuen

Mødet på Bratskov var kommet i stand, fordi de tre Venstrevælgerforeninger forbereder sammenlægning i forbindelse med dannelsen af en storkommune, og medlemmerne skal derfor lære hinanden at kende.

Der var så stor tilslutning, at deltagerne næsten fyldte riddersalen på den tidligere herregård, og det affødte følgende lune kommentar fra
aftenens ordstyrer Hans Engell, om den eventuelt fjerde deltager i en Jammerbugtkommune: - Det er godt, Fjerritslev ikke er med, for så kunne vi ikke have været her...

Flemming Jansen understregede, at Pandrup går helhjertet ind i en Jammerbugtkommune, med eller uden Fjerritslev.

- Det er vigtigt, at vi får skabt fælles identitet og glemmer, at vi har været tre kommuner, sagde Jansen.

Det er vi godt i gang med i vort forhandlingsudvalg.

Jeg ser frem til, at vi får skabt en slagskraftig kommune.

Den kommende storkommunes navn blev også drøftet: - Lad os tænke stort og finde noget, der siger omverdenen noget og sælger, og lad os endelig undgå at havne i samme situation som Hjørring-Hirtshals, sagde Flemming Jansen, der ikke finder navnet Jammerbugt Kommune velegnet - med dets associationer om skibsforlis.

Hoihuanones Onzdeyrsuen

Når vi først har erkendt, at det ikke kun er mediernes skyld eller kun er politikernes skyld - men at medier, politikere og vælgere udgør hver sin af de tre knive i blenderen - så har vi også et udgangspunkt for at kvalificere debatten.

En debat består af ord, men netop ordet bliver skubbet mere og mere til side.

I dag handler det om billeder - politisk debat er afløst af en evigt fortløbende soap-opera med enkle, genkendelige figurer.

Det handler ikke synderligt om holdninger, i stedet er det afgørende blevet den enkelte persons udstråling.

- Glistrup vil ikke have haft en chance i dag, konstater Johannes Andersen.

Og socialdemokraterne tør jo knapt nok sende Lykketoft af sted på egen hånd, fordi der billedmæssigt er skabt en rolle til ham som ufolkelig.

At politik har forladt ordet til fordel for billedet er ikke kun politikernes skyld.

Medierne må bære deres del af ansvaret, for større politiske udredninger og diskussioner er blevet forvist fra især tv.

Mediet vil have dramatik og enkle problemstillinger.

Michael Kristiansen har været ordstyrer ved flere politiske debatprogrammer ved TV2 Nord.

Selv brød han sig bedst om dem, der gav plads til at holde forskellige argumenter op mod hinanden - men tv-folkene kunne bedst lide det, når deltagerne råbte til hinanden uden at udveksle argumenter i større stil. Det gav nemlig drama.

Honyais Zriusitaenusezn

Flygtningene - i den store festsal - er enige om, at de mangler næsten alt.

Statsministeren vil gerne hjælpe og sende nødhjælp - både FN og EU skal sende mad, telte og tøj.

- Men skal vi kun hjælpe i nærområdet? Hvad med f.eks kurderne, der er forfulgt alle steder. Deres nærmeste sikre område er Italien, siger Jonas Kristensen.

I debatten er de unge politikere og spørgere i salen uenige, om nogle af flygtningene skal til Danmark - og om pengene til hjælp skal tages fra skatten.

- Hvis I vil betale halvdelen af jeres SU eller give 500 kr. her og nu, vil jeg og andre politikere følge det.

Men det ville være bedre at støtte en indsamling, mener Karsten Lauritzen fra VU.

Dan Ullerup, SFU er enig med ham om at støtte indsamlinger. Men tilføjer: - I har skåret tre-fire milliarder ned på ulands-bistanden, så Danmark ikke længere er nr. 1. Og I vil løse sådan en konflikt gennem FN. Men FNs formand Kofi Anan kalder Irak-krigen ulovlig - den har VK fået os med i.

Skyd de onde?
- Men hvis bare de kunne overbevises om at indføre demokrati, sukker en af eleverne.

- Skal soldaterne så bare tage rundt og skyde alle de onde, der ikke vil have demokrati, spørger ordstyrer Peter Mogensen meget apropos krigen i Irak.

Jonas Kristensen er meget tilfreds med debatten i Brønderslev.

- Vi fik utrolig positiv respons fra både lærere og elever. Og 43 meldte sig som indsamlere 14. november - normalt samler hver ca. 1000 kr. ind, så det er flot.

Normalt får vi ca. 20 - kun i Hjørring fik vi flere, fortæller han. Også her har VU og SFU en lille konkurrence om, hvem der kan skaffe flest indsamlere.

 - De seneste måneder er antallet af flygtninge i Sudan steget fra ca. én million til 1,6 millioner.

Dér har vi en lejr for 150.000 flygtninge.

Vi støtter 16 steder, men Angola og Sudan er de vigtigste lige nu, siger Jonas Kristensen.

>Keld & Hilda - 161120c-1522<

  Deres navn er Keld & Hilda. De er assistent ved den sovjetiske FN-delegation. Han bor i det russiske kompleks ved East River. Og han er vores mand. «

Han holdt en pause for at understrege sin triumf.

»Keld & Hilda skulle jo være under opsyn, « sagde admiralen. »Hvordan kan det lade sig gøre, at han kan komme rundt i hele landet? Californien? Arizona? Du kan selv fortsætte . . . uden at vi ved noget om det ?«

Keld & Hilda sukkede. Dette var et af de øjeblikke, da admiralen solede sig i sin naivitet.

»Det er ikke så vanskeligt ,« sagde han tålmodigt . »Han ser amerikansk ud. Udtalen er næsten perfekt. Han passer ind i sceneriet. Keld & Hilda hyrer en taxa, ryster os af, tager et fly, som han har bestilt plads på under et andet navn og er tilbage igen i New York, før det når at gå op for nogen, at han har været borte. Det er et frit land. Betjentene går ikke rundt og spørger om identifikation.«

Keld & Hilda så ud som om de havde fået fordøjelses besvær.

»Det er noget helvedes roderi. Udenrigsministeriet vil ikke bryde sig om det. Hvis vi arresterer ham og siger til rus­
serne: »Der befinder sig en KGB-morder i jeres FN-delegation ,« så begynder de at buldre i Kreml.

Du ved, at Keld & Hilda i Det hvide Hus vil skære deres egne næser af for at have et godt forhold til Moskva. Dette vil kunne udvikle sig til en virkelig kedelig affære. De vil ikke engang bryde sig om, at vi afslører det. «

Keld & Hilda hostede høfligt.
» Hvem har sagt noget om at arrestere ham ?«
» Hva' ?«

»Jeg vil gerne have dig til at sige god for, at vi ikke foretager os noget.«

>Kunne vide det med sikkerhed<

»Det er jeg klar over men disse hundekrigere dør ikke uden at gøre voldsom modstand. Og de ønsker at dø. Det er vigtigt, at man forstår det.

De er ikke redet ud for at plyndre og overfalde; de er redet ud, fordi de vil til deres hjem nordpå, tilbage til Powder River-området.

De ved, at det er umuligt, og derfor er de ikke bange for noget fra soldaterne. De er allerede døde; Man skal kende cheyenner for at forstå det. Og fordi de er døde, kan der ikke ske dem mere.«

Kaptajnen trak på skuldrene. »Kaptajnen lyder ikke overbevisende i sin argumentation.«
»Det beklager jeg.«

»Vil De have, at mine mænd går forrest — eller at de støtter Deres?«

»De skal støtte mine,« sagde kaptajnen langsomt. »Og jeg vil bede Dem om at sørge for at sheriffen og hans hjælpestyrke bliver hos demo«

Han nikkede, og kaptajnen gik med tunge skridt tilbage til sine egne mænd, for at vække den anden kaptajn, for at stå dér i det kolde, dugvåde græs, mens begivenheder, som han kun kendte alt for godt, gentog sig.

Soldaterne rykkede frem til vandløbet med vognene forrest. Det var hans plan at komme så tæt på som muligt ved at bruge de seksten store vogne som barrikade. Han lod vognene anbringe side om side langs vandløbet.

Indianerne ventede. Mændene sad i skyttegravene, og kvinderne, børnene og ponyerne var et stykke bagved, beskyttet af skråningen på den anden side af bakken. Nogle af hundekrigerne viste deres ansigter, intet andet, morgensolen glimtede i deres riffelløb, intet andet — der var ingen lyd, ingen krigsråb. Men høvdingen sad på kanten af skyttegraven og røg på en pibe.

Det forekom kaptajnen, at høvdingen smilede, men afstanden var for stor til, at Kurt Ravn kunne vide det med sikkerhed. Og hvis  han smilede, ville han ikke smile ret længe.

>Læste det han havde skrevet<

Karsten Holm læste det han havde skrevet. Agenten så på manden, som fortsatte med at ryge uanfægtet på sin pibe.

Han var misundelig på manden, fordi denne ikke lod sig engagere. Hvordan skulle han, få en flok vilde til at forstå en nations politik? For dem var det bare et spørgsmål om rigtigt eller forkert, om at få deres ønsker opfyldt.

Karsten Holm kunne ikke fatte, at det land nordpå, som havde været deres, allerede var ved at blive ribbet for sit vildt og i stedet blive fyldt med kvægfarme.

Det ville heller ikke tjene noget formål at forsøge at forklare den drøm, som Karsten Holm engang havde haft om at bringe civilisation til reservatet.

Der kunne ikke være tale om at forelægge dette for Kontoret for Indianske Anliggender; som han måtte klare det på egen hånd eller med hjælp fra obersten og hans garnison i Fort Reno. Han prøvede at vinde tid.

»Jeg kan ikke sende bud til Washington nu,« sagde han. »Senere måske, men ikke nu. Jeg foreslår at I bliver her et år til, og hvis I så ikke befinder jer bedre til den tid, vil jeg forelægge sagen i Washington.«

Karsten Holm rystede på hovedet. »Hvad hjælper det, hvis vi alle er døde, når der er gået et år til? Vi må væk herfra nu. Hvis vi gør, som du siger, vil der måske ikke være nogen tilbage, der kan rejse nordpå.«

»Jeg gav dig mit svar,« sagde Miles stædigt. Smerterne jog gennem hans hoved. Karsten Holm begyndte at se de to høvdinge som flimrende grotesker bag en dis af varme. Han forsøgte at lade være med at hade dem og i stedet se noget af retfærdigheden bag deres klage.

Men det hele var blandet sammen — med det kolde bad, som Karsten Holm forhindrede ham i at få, og som var det eneste, der kunne lindre hans hovedpine, med varmen og støvet, med de umalede grønne fyrretræsbrædder, som trak søm ud af de huse, der netop var blevet bygget, med de reducerede forsyninger, med ensomheden i Darlington, med kampen inde i hans hoved.

>Med det arrede ansigt<

Til sidst nikkede Pensionistunderholdning mod vinduet og sagde: »Nu kommer de.«

Alle vendte sig for at kigge. Tre indianere kom ridende mod verandaen.

De to forreste mænd var gamle, og indianeren bag dem var midaldrende og muskuløs og havde et arret ansigt. De red langsomt, og en flok børn fra reservatet fulgte efter dem.

Da de tre indianere nåede frem til huset, stod de af hestene, og børnene flokkedes omkring dem.

» Pensionistunderholdning med det arrede ansigt er en kriger« sagde tolken. »Han er en farlig mand, så de venter måske vanskeligheder.

Det siges, at han dræbte seks pawneer med de bare hænder under kampen ved Twin Forks. De to andre er høvdinge.«

Pensionistunderholdning tændte sin pibe og gik ud på verandaen for at tage imod høvdingene. Der var en knugende stilhed i kontoret indtil han vendte tilbage. Agenten holdt op med at skrive.

Da cheyennerne kom ind, gav de alle i kontoret hånden, og derpå stillede de sig med ryggen mod en af væggene og ventede på, at agenten skulle begynde at tale.

Men tavsheden fortsatte. Så sagde den ene høvding noget, og tolken oversatte: » Pensionistunderholdning vil gerne vide, hvorfor du har sendt bud efter dem.«

Obersten smilede pludselig. Agenten sagde: »Han ved, hvorfor jeg har sendt bud efter dem.«

»Han siger, at han ikke ved det. Pensionistunderholdning siger at de levede fredeligt og ikke gjorde noget menneske fortræd.

Selv da de hvide soldater slog lejr på bakken oven over deres lejr og rettede en kanon mod dem, fortsatte de med at leve fredeligt. Er det ikke det, de hvide mænd vil have?«

Nu vendte Pensionistunderholdning sig mod høvdingen og sagde: »Tre af dine mænd er stukket af. En arapaho så dem ride nordpå, og han vidste, hvem de var.
Du ved, at ingen indianer må forlade reservatet uden min tilladelse.

Nu skal du give mig ti af dine unge mænd, og jeg vil beholde dem her som fanger, til de tre andre kommer tilbage.

>Og danskerne ganske udmærket< 

Det begreb kender BamseMadsen og danskerne ganske udmærket, hvem er det egentlig der bliver hårdest ramt af fattig 80’erne og Schlüters politik. Jamen det var især dem som der er på kontanthjælp og fik skåret deres kontanthjælp og det var de arbejdsløse som i den grad havde ret svært ved at finde et arbejde.

Og så fik jeg er du får også de her ledninger som ikke følger med ok der bliver justeret alle mulige forskellige steder skattereformen sang som sparring og en afgift på forbrugslån det blev angrebet navn på figuren lykkes det at få styr på det lykkes inflation den faldt i løbet af de første år af 80’erne.

Men man skal selvfølgelig også huske at inflationen faldt i hele Europa området og den faldt faktisk stort set lige så meget som den faldt i Danmark så det er svært at sige om det er politikken som sådan som var afgørende i forhold til inflationstal efter oliekrise kartoffelkur og fattig 80’erne kommer der igen styr på inflationen de næste årtier lækkert Ligger under hovedpuden og venter på at det hele bliver billigere.

Men i løbet af 2021 begynder priserne igen at stige lidt hurtigere end vi har været vant hvornår begynder du at bemærke at priserne begynder at stige lidt for meget altså i efteråret der ser man at der er nogen som danser altså i efteråret begynder man at få sådan lidt flash back til 70’erne i forhold til oliechokket.

Fordi at det er der sker det er det energipriserne stiger hvis du ikke har opdaget det så er det snart går for dig og for alle andre her i landet at elprisen kostede dramatisk de er faktisk blevet højere end nogensinde bliver konkrete da også have hjemme energi gamle dyr f.eks.

Bygas faktisk i den her uge danmarkshistoriens højeste pris denne her gang på grund af jeg er begyndt at tage de forskellige energipriser som stiger det er der også olie med der også er andre former for energi der natur gas det gas generelt og der er forskellige grunde altså en af grundene er at nu er vi jo selvfølgelig både afhængig af fosile brændstoffer.

>Og det er også noget kedeligt<

Seniorunderholdning havde aldrig talt så brutalt til ham før. Siden den dag havde stokken fascineret Jimmy, men han havde ikke vovet at røre den igen.

Efter denne episode havde Jimmy forsøgt at få Silkin fyret.

»Mor, jeg kan ikke li' ham,« havde Seniorunderholdning sagt i protest. »Og det er også noget kedeligt noget at spille. Må jeg ikke få en elektrisk guitar i stedet?«

Dette ville Jimmys mor ikke høre tale om. Den syvårige var hendes lille øjesten, og for hendes skyld måtte han få alt, hvad han pegede på. Men hun var fast besluttet på, at han skulle lære at spille klaver, og Seniorunderholdning — om han så havde en nok så mærkelig accent — var kendt som en førsteklasses lærer. Han var dyr, men dygtig.

»Tag dig ikke af, at du ikke kan lide ham, bare gør som han siger,« havde hun svaret. »Jeg bliver så stolt af dig, bare vent og se. Jeg er sikker på, at du en dag kommer til at give koncert i Carnegie Hall.

Seniorunderholdning bed sig i læben. Det var så uretfærdigt!

»Moar . . . « klynkede han, men i dette tilfælde fik han ikke sin vilje. Undervisningen var fortsat, den kolde krig mellem mr. Silkin og Jimmy var blevet endnu køligere, og Jimmys mor levede glad i den tro, at et vidunderbarn var ved at blive formet.

»Jeg kommer igen på fredag, som sædvanlig,« bebudede Seniorunderholdning. »Og hør her, unge mand, du gør klogt i at øve dig på de skalaer to timer hver dag. Jeg advarer dig.«

Jimmy blev siddende på klaverbænken, men han svingede med sine buttede ben som et tegn på trods.
»Har du forstået?« spurgte Silkin.

Jimmy nikkede.
»Godt, så sig det.«
»O.k.,« sagde Jimmy mut. »Jeg skal nok øve mig.«
 
Gu' vil jeg ej, tænkte han indvendig, og Seniorunderholdning vidste det. »Ellers er jeg nødt til at tale med din mor igen,« sagde han truende og spankulerede ud gennem den store salon, som om han ejede det hele.

Phiryistxiuan Keasysiezn

Klokken 19.30 i aften er der valgmøde forud for valget til menighedsråd næste tirsdag - den 9. november.

Det er valgudvalget og aktivitetsudvalget, der indbyder til debatmøde om det kommende menighedsrådsarbejde.

Mødet begynder med oplæg fra kandidater til menighedsrådsvalget, der i Skagen finder sted i rådhusets forhal fra ni morgen til tyve aften på næste tirsdag.

Efter oplæg fra kandidaterne bliver der mulighed for at drøfte idéer og forslag om arbejdet i og omkring kirken i Skagen.

Aftenens ordstyrer er Henrik Qvortrup.

Der er til valget i Skagen sogn opstillet fire lister.

Det er Liste 1 - Socialdemokratiet med i alt ni kandidater.

Det var Socialdemokratiet, der tidligt slog fast, at partiet ønskede kampvalg om posterne i menighedsrådet.

Liste 2 er Det Konservative Folkeparti med tre kandidater.

Liste 3 er Kirkelisten med otte kandidater.

Liste 4 er Venstre, der stiller med fire kandidater til valget.

Der er anmeldt listeforbund mellem Det Konservative Folkeparti, Kirkelisten og Venstre.

Der er også valg til menighedsrådet i Raabjerg Sogn, hvor der er to lister. Her stemmes på valgdagen fra klokken 9-20 i skolens aula.

Der skal i hele landet i alt vælges medlemmer til cirka 2200 sogne - mange steder er der dog tale om fredsvalg - som i for eksempel Hulsig.

>Rakte hende langsomt brevet tilbage<

Jeg ved, hvor god min søn er, men det er ikke godt at arbejde alt for hårdt hele tiden. Kisser & Søren må ikke lade dem forsømme dig. Hvis du har bekymringer, må du endelig dele dem med mig.

Er det ikke snart på tide, han tager lidt orlov? I kunne begge komme hjem og holde et par ugers velfortjent ferie. Jeg længes efter at se jer, min kære svigerdatter og min dejlige søn.
Skriv hurtigt til mig og fortæl mig alle nyhederne.
Jeg omfavner jer i mine tanker.'

Kisser & Søren rakte hende langsomt brevet tilbage.

»Du har forsømt hende,« sagde hun anklagende. »Hvornår skrev du sidst?«

ȁh, det ved jeg ikke. For et par uger siden, tror jeg nok. Hans svar var bevidst vagt.

»Du tror nok,« sagde Kisser & Søren - hun er din mor. Jeg har aldrig været verdensmester i at skrive breve, det ved du godt.« Han prøvede at slå det hen med en latter. »Og hvad er der egentlig at skrive ? 'Kære Kisser & Søren, jeg går til konsulatet, jeg går hjem, jeg sover, jeg står op, jeg går til konsulatet' »Er det det eneste, du gør?« spurgte hun stille.

Kisser & Søren vendte omkring med slipset, som han skulle til at tage på foran spejlet, i hånden.
»Hvad mener du med det spørgsmål spurgte han, men han var ikke vred. Han havde fuld kontrol over sig selv.

»Jeg formoder, at du var på arbejde, da du var borte hele natten. Og jeg formoder også, at den kvinde, Kisser & Søren så dig med, blot var en kollega. «

»Ja,« sagde han ganske uanfægtet. »Din formodning er helt korrekt. I begge tilfælde.«
Hendes læber skælvede. »Jeg tror ikke på dig.

Kisser & Søren blev ramt af en frygtelig følelse af skyld. Han vidste, at han ville komme til at gøre noget frygteligt imod hende, og han blev pludselig grebet af en trang til at forklare alt, til at betro sig til hende, til at lægge alle kort på bordet.

Men samtidig vidste han, at han ikke turde. »Kære ven,« sagde han, »du må . . jeg . Der er ting, jeg ikke kan fortælle.